Frivillige hos Humlemagasinet
At drive en så stor attraktion som Humlemagasinet kan ikke lade sig gøre uden hjælp, og det er værd at bemærke, at Humlemagasinet udelukkende bliver drevet ved enestående, frivillig arbejdskraft samt de to ulønnede daglige ledere Ole og Peder.
Omkring 50 frivillige er tilknyttet Humlemagasinet, og det frivillige arbejde er en altafgørende forudsætning for, at Humlemagasinet i dag kan tage imod og servicere de omkring 14.000 besøgende gæster fra ind- og udland i de ca. syv måneder, hvor der er åbent.
De frivillige arbejder i receptionen, butik, som kustoder i udstillinger og museer, serverer kaffe og Prinsesse Marie lagkage i caféen i de private stuer og vedligeholder haverne. Der er også mange aktiviteter udenfor åbningstiderne. Alt sølvtøj skal pudses, hvilket tager 15 – 20 personer et par dage. Alle områder skal rengøres før åbningen, i åbningsperioden og efterfølgende.
De historiske udstillinger skal stilles op og tages ned igen og pakkes væk. Julesæsonen skal forberedes og pakkes ned efter jul. Om foråret skal alle haverne gøres i stand. Planter skal hentes fra vinterophold og flyttes ud. Ca. 1.500 georginer skal plantes (og tages op igen om efteråret).
Ud over det daglige arbejde kommer arbejdet i forbindelse med musikalske arrangementer, foredrag m.v. Rengøring, opstilling af borde og stole, borddækning, servering af kaffe og kage.
Den berømte prinsesse Marie lagkage skal også tilberedes. I løbet af et år spises ca. 850 lagkager.
Det frivillige arbejde er ikke blot en gevinst for Humlemagasinet men i meget høj grad også for de mange frivillige, hvoraf langt de fleste er pensionister. Gennem arbejdet og kontakter til andre frivillige og til de mange besøgende skabes et stort socialt sammenhold, der bevirker, at hverdagen bliver betydningsfuld samtidig med, at det giver adspredelse i en tilværelse, der for en del måske kan føles lidt ensom.
Som belønning for det store arbejde i det foregående år indbydes alle frivillige i januar til ”Taksigelsesfest”, hvor Humlemagasinet er vært ved en god middag. Stort set alle frivillige deltager denne aften og i januar 2016 var over 90 frivillige mødt op.
Dødsfald
Børge Larsen – Den syngende Maler – er den 9. april 2020 afgået ved døden.
Børge var afholdt af både gæster og frivillige i Humlemagasinet, hvor han trofast mødte op hver søndag for at ”passe vagten” i Sigfred Pedersen Museet, ligesom han altid var klar, når grupper besøgte Humlemagasinet.
Børge Larsen nød at opholde sig i museet. og han kunne i detaljer fortælle om de mange udstillede genstande, da Børge selv har være med til at oprette og samtidig formået at finde mange af effekterne i museet, da han havde gode relationer til Sigfreds datter Lærke.
Børge var en fantastisk fortæller, der kunne underholde med anekdoter fra Sigfred Pedersens liv og knytte sangene til fortællingen om Sigfred. Børge var samtidigt en god sanger, og den gode stemme var bevaret lige til det sidste, og selv om Børge havde meddelt, at han ville ”trappe lidt ned”, så nød han stadig at rejse rundt i Danmark for at fortælle om Sigfred Pedersen og synge hans mange sange. Børge var meget populær og efterspurgt fra alle egne af Danmark.
Børge vil blive savnet af alle. Æret være hans minde.